Idag stod vi op kl. 05.30, modsat de foregående dage hvor vi først er stået op kl. 07.30. Grunden til at vi stod tidligere op var at vi skulle flytte en større flok får (ca. 1000 stk.) fra én farms jord til en anden, hvilket involverede at de skulle ca. 3 km. ned ad en en offentlig vej. Godt nok er den ikke særligt brugt, men ikke desto mindre ville Bruce gerne have at vi gjorde det tidligt, så vi der var mindst mulig risiko for at der kom nogen.
Selve flytningen gik fint; det tog os ca. en time at flytte fårene, hvilket er ganske godt. Især taget i betragtning at fårene meget hellere ville alle mulige andre retninger end den vi ville have dem, og at en del af de nye lam ikke løb så hurtigt. Derefter tog vi en køretur på de paddocks der lå op til den vi havde flyttet fårene til. Den jord var noget nyt Bruce havde leaset, så derfor kendte han det ikke så godt. Vi kørte rundt for at finde vandhullerne og gates'ne, så vi (eller i hvert fald Bruce) vidste hvor de var, og hvor mange.
Efter dette kørte vi tilbage til farmen for at lave lidt andet. Bl.a. skulle den trækstang/A-ramme (A-frame) vi havde taget fra en vandtruck den anden dag flyttes over på en anden vandtruck. Helt kort, så havde vi et par dage forinden flyttet nogle vandtanke fra en gammel lastbil til en anden. Ideen var, at sår man kører og sprøjter, så kunne en anden komme ud med mere vand i marken, når man løb tør.. Desværre viste det sig at A-rammen ikke passede helt på den nye truck, men det blev fikset med lidt fantasi, et par stykker vinkelstål, en acetyleneskærebrænder og et svejseapparat. Derefter fik vi bakset trækket på plads. En anden opgave var at sikre tankene på ladet, så de ikke ville rutsje når vi kører. Dette blev klaret med en kæde, nogle bolte og nogle huller i ladet. Fire bolte ned i ladet og kæden rundt om tankens stativ og under ladet, så den heller ikke kunne flytte sig bagud.
Næste problem var så hvordan den skulle flyttes rundt. Vi taler om en gammel Bedford-lastbil som ikke har kørt i evigheder; derfor trækket. Men når tanken bliver fyldt op bliver det til omkring 10 tons vand. Ikke at de ”almindelige” traktorer ikke kunne klare det, de skal bare også bruges til andre opgaver. Derfor blev Bjarke, Helle og jeg sendt ned til en lade nær den anden farm (Killaro, the Trevaskises oprindelige farm). Der stod der en stor, kraftig traktor som ikke havde været brugt i et stykke tid og som derfor passende kunne trække vandtrucken. Hvis den altså ville starte. Heldigvis havde vi taget nogle nye batterier med, så da det ene var blevet installeret, trak vi den i gang med Yout'en. Da der så var kommet gang i den kørte Helle og jeg i forvejen hjem til farmen, mens Bjarke kørte traktoren. Dårligt var vi dog kommet tilbage, før han ringede til Bruce. De to metalpoler på batteriet var smeltet af uvisse årsager. Vi var derfor nødt til at køre tilbage sammen med Bruce og et nyt batteri for at finde ud af hvad der var galt.
Årsagen blev dog hurtigt klarlagt: på traktoren var der plads til to batterier, men da vi kun havde sat et i, var nogle af de andre ledninger kommet til at røre dem der sad til batteriet, hvilket havde forårsaget en kortslutning og nedsmeltning. Vi løste problemet og kørte hjem. Derefter var det blevet fyraften
Opsummering for dovne/travle læsere: Jeg var tidligt oppe for at flytte får. Det gik godt. Jeg har sat en trækstang fast på en lastbil, og sikret en vandtank til dens lad. En af de andre trainees kom til at smelte polerne på et bilbatteri.
/EMO
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Hvor lyder livet på landet dog enkelt!
SvarSletOH MY GOD hvor lyder det dog som en teknisk dag -fatter nul og nix bortset fra at du har været med til at få ca. 1000 får til at flytte sig ca. 3 km :-D
SvarSletFaktisk er det ikke så teknisk som det lyder. Det kommer bare hurtigt til at virke sådan når jeg skal forklare det. Især på skrift.
SvarSlet