søndag den 25. april 2010

Ugens sidste dage.

Fredag: Ikke noget videre at berette. Jeg brugte dagen på at fylde vandtankvognen fra et vandhul, hvorefter Bjarke ville komme og fylde marksprøjten med vand fra vognen. Derefter ville seancen gentage sig. Sidste på dagen samlede jeg nogle tørre grene og rødder sammen med en traktor (en gammel Chamberlain), til afbrænding på et senere tidspunkt.

Lørdag: Sov lidt længere end jeg plejer. Omkring middagstid satte Bjarke, Helle og jeg kursen mod Boxwood Hill, hvor vi skulle overvære en fodboldkamp mellem Boxwood Hill og Newdegate. Dog var det ikke fodbold som vi kender det, men australsk fodbold, som lidt er en blanding mellem gælisk fodbold og rugby. Efter kampen fik vi en øl i baren, og fortsatte derefter nogle stykker til pubben i Jerramungup, hvor vi blev nogle timer.

Søndag: Ret stille dag. Jeg stod sent op, vaskede noget tøj, og har så ellers brugt dagen på at læse og tulle rundt. Jeg overvejede at lægge vejen forbi byen, da det er Anzac Day; årsdagen for de australske og new zealandske troppers landsættelse ved Gallipoli i Tyrkiet (som vist ikke var Tyrkiet dengang) i forbindelse med 1. Verdenskrig, men det havde betydet at jeg skulle have været oppe tidligere, så det blev ikke til noget.
Anzac Day falder altid den 25. april og er en national fridag, men da i dag er en søndag, og australierne ikke bryder sig om at gå glip af en fridag, har vi også fri i morgen.

Opsummering for dovne/travle læsere: Jeg har kørt mere traktor. Så har jeg overværet et spil australsk fodbold. Jeg har fri i morgen, mandag.

/EMO

Ingen kommentarer:

Send en kommentar